Lander duerne mon nogensinde?
Tekst og foto: Peter Rafn Dahm
KĂ„nstkollektivet var blandt finalisterne i Teaterbattle 2019 og modtog en udviklingspris sponsoreret af DATS.
Nu har de udviklet deres 10 minutters battle-bidrag til en fĂŠrdig forestilling.
DATS-konsulent Peter Rafn Dahm har set KĂ„nstkollektivets forestilling âVenter pĂ„ stegte duerâ pĂ„ VOX scenen i Teaterhuset, og skriver her â begejstret â om sine indtryk
Godt nok fÄr vi aldrig duerne at se. Til gengÊld fÄr vi en hel rÊkke sprÞde og spÊndstige sceniske serveringer i gennemfÞrt og lÊkker opdÊkning.
Der er nok en mening med, at titlens duer aldrig dukker op, hverken i ord eller fysisk fremtoning. For i bund og grund handler forestillingen vel om at vente pĂ„ eller lĂŠnges, strĂŠbe, halse efter at fĂ„ de âstegte duer serveret pĂ„ et sĂžlvfadâ eller âproppet ind i mundenâ â Som et billede pĂ„ selve forventningen om âdet rigtigeâ, der venter forude, hvis du kan indhente, indfange og udleve det. Det perfekte forhold, den perfekte karriere, den perfekte krop, det perfekte selvbillede, det perfekte liv. Alt sammen noget der mĂ„ske kun findes som en ofte udmattende og selvplageriske fantasier og forestillinger.
Selv skriver KĂ„nstkollektivet: ââŠDet er fandme nedern at vente pĂ„ noget. IsĂŠr nĂ„r intet venter pĂ„ dig.
VENTER PĂ STEGTE DUER er en fysisk collage om timing, tĂ„lmodighed og alt det, vi hver isĂŠr gĂ„r og venter pĂ„. Forestillingen tager hĂ„nd om de mennesker, der er gĂ„et i stĂ„, og dem der ikke ved, hvordan man stĂ„r stille. Det er svĂŠrt at bedĂžmme, hvad der egentlig er vĂŠrd at vente pĂ„. Presset om at udnytte tiden bedst muligt fĂ„r mange til at stige af toget. Nogle stiger aldrig pĂ„ igen. Hvad sker der med dem? Gennem humor og skrĂžbelighed undersĂžger tre kroppe, hvad der sker med os, nĂ„r vi ikke kan kontrollere tiden. Afvente, vente, forvente.â
RastlĂžshed og ro
Forestillingen er kalejdoskopisk ogÂ
fragmentarisk i sin form. Monologer, ord-dueller og koreografiske optrin, rene scenebilleder og sang veksler hele tiden i et dejligt musikalsk flow. SĂ„ det hele tilsammen danner en flagrende, men ogsĂ„ fin og flydende komposition. Det kan som publikummer vĂŠre svĂŠrt at holde fast og fĂžlge en dramaturgisk trĂ„d. Men det giver ânarrativ meningâ nĂ„r og hvis ambitionen er at indkredse og udstille angsten for at gĂ„ i stĂ„ og at tabe kontrollen. Den rastlĂžse sĂžgen og strĂŠben, der ikke har anden retning end en forvirret og mĂ„ske ogsĂ„ fortvivlet rĂŠkken ud i alle retninger efter det helt rigtigeâŠ
For det meste er der fart over feltet. Men forestillingen tillader sig ogsĂ„ at tage pauser. Som da spillerne og alle vi andre betragter – en kogekande – mens den bringer vandet i kog og udsender en smuk dampsĂžjle. Det tager sin tid. Og bliver for mig et dobbeltsidet billede â dels pĂ„ den âtrykkogerâ personerne mĂ„ske har indeni, men ogsĂ„ et billede pĂ„ pausens, ventetidens befrielse, hvis man kan og tĂžr give sig hen til den.
Pausens fred, den nydelse ro den kan give, understreges, da de tre pĂ„ scenen stille og roligt hĂŠlder vand pĂ„ instant kaffen i deres krus og nipper til den, mens âSitting on the Top of the bayâ spreder âlaid backâ stemning i rum og sind – âSittinÂŽ in the morninÂŽ sun, IÂŽll be sittinÂŽwhen the eveninÂŽcomesâ.
Gruppen beskriver selv forestillingen som en âfysisk collageâ, som tre kroppes udforskning af det at âvente, afvente, forventeâ.
Et mix af skĂžnhed og fortvivlelse
Og det er dejligt at se hvor âsprĂždt og spĂŠndstigtâ spillerne agerer. Hvordan de bruger sig selv og hinanden kropsligt, i almindelig interaktion og spil-arrangement, i smĂ„ironiske showlignende sekvenser, i âkamp-koreografierâ, i poetiske âdanseballaderâ.
Alt er gennemfĂžrt gjort, men aldrig âshowperfektâ, blĂŠret udstillende eller prĂŠstationsprĂŠget. Spillerne udnytter blot hele deres overbevisende verbale, mimiske og kropslige spĂŠndvidde til at undersĂžge og fremstille tematikken. Med en bred palette af udtryk, og med vĂŠgt pĂ„ det fysiske.
Det jeg oplever som forestillingens âeksistentielle omdrejningspunktâ: Afventen og usikkerhed overfor sĂžgen, higen og lĂŠngsel efter⊠bliver nĂŠnsomt slĂ„et fast, eller snarere slĂ„et an i en smuk slutsang, fremfĂžrt live for elklaver og 3 stemmer. Her lyder omkvĂŠdet âMen jeg er hul indeniâ.
Det er pĂ„ Ă©n gang en smuk sanglinie – og en grim frygt at bĂŠre rundt pĂ„. Og en decideret rĂŠdselsfuld erkendelse, der sikkert kan fĂ„ et ungt, skrĂžbeligt sind til at âimplodereâ (= forsvinde i sin egen âtvangsforestillingâ om indre hulhed). Hvis altsĂ„ ikke man formĂ„r at vende den â âhulhedenâ – til en umĂŠttelig livsappetit: âNu er det bare at gĂ„ i gang med at fylde (hullet) opâ. Men det kan man jo ogsĂ„ godt gĂ„ hen og blive rigtig stresset afâŠ
Dobbeltheden af skĂžnhed og fortvivlelse bĂŠrer og indrammer forestillingen ganske fint. Den er dejlig, ja smuk at se pĂ„. Vi rejser os og klapper begejstret og gĂ„r mĂŠttede fra forestillingen. Men âbudskabetâ eller âsamtidsdiagnosenâ – at (nogle) mennesker lever i et vakuum, hvor âintet venter pĂ„ digâ rummer en del god del fortvivlelse, stille desperation og stof til eftertanke: Hvad gĂžr det ved livet, at tilbringe det i venten pĂ„ alle de duer, der nok aldrig lander? For endnu engang at citere KĂ„nstkollektiver selv: â ââŠDet er fandme nedern at vente pĂ„ noget. IsĂŠr nĂ„r intet venter pĂ„ dig.
Tilsammen skaber mixet af skÞnhed og fortvivlelse en stÊrk teater-cocktail, der ikke lader nogen upÄvirket, og derfor ogsÄ godt kan give mentale tÞmmermÊnd.