Akademikere har endelig sat fokus på amatørteatret
Tekst og foto: Villy Dall
23.10.25
Postkort fra konferencen: Forestilling i et bondeteater ved Düsseldorf 1870. Oliemaleri af Albert Kindler. Fra et teaterarkiv på universitetet i Köln.
8.-10. september mødtes ca. 90 teaterakademikere og amatørteaterfolk i Venezia til en konference om amatørteatrets betydning – set i både en historisk og en nutidig sammenhæng såvel kunstnerisk som samfundsmæssig
Endelig kom den: Invitationen til at deltage i en international akademisk konference om amatørteatrets betydning.
Den har været ventet i mange år. Siden midt-1990’erne har jeg som repræsentant for DATS i danske, nordiske, nordisk-baltiske og internationale sammenhænge været med i diskussioner om, hvordan vi kunne interessere den akademiske verden for amatørteatrets historie og betydning for såvel teatret som folket.
Og ikke kun amatørteatret, naturligvis, men gennem engagementet i AKKS og AMATEO i bredere forstand den folkelige kulturudfoldelse, især amatørteater og amatørmusik, men også inden for en række andre discipliner.
Nu var konferencen så her. To universiteter – University of Warwick, England, og Ludwig-Maximilians-Universität i München, Tyskland – indbød 8.-10. september 2025 til en konference i Venezia, Italien, under overskriften ”Amateur Acts – Why Amateur Theatre Matters”. Konferencen indgår i et større europæisk forskningsprojekt om det ikke-professionelle teater i Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Sverige og Schweiz. Men altså med udkig til andre lande, herunder Danmark, Norge og Flandern (Belgien). Der savnedes dog, må det indrømmes, men et sted skal det jo begynde, præsentationer fra f.eks. Finland, Island og Sydeuropa.
Når mødestedet lige blev Venezia, hang det sammen med, at Warwick-universitet i mere end 50 år har haft en afdeling i Venezia, hvortil man hvert semester sender skiftevis historiestuderende og kunsthistoriestuderende på studieophold.
Afdelingen holder i disse år til i det pittoreske Palazzo Giustinian Lolin, hvis indgang er placeret i en af byens meget smalle gyder, hvortil man kun kan komme via romerske broer. Både gyden og paladsets gård stopper brat ved en kanal, hvor man i pauserne kunne se både gondoler og fragtpramme samt bådbusser drøne forbi.
Nu er Venezia jo historisk set på mange måder en teaterby, og det fik jeg da også lejlighed til at få bekræftet. På vej til den afsluttende gallamiddag mødte jeg en statue af den italienske dramatiker og librettist Carlo Goldoni (1707-93), som var født i byen, men fik størstedelen af sit arbejdsliv i Frankrig. Han kaldes ofte for ”Italiens Molière” – eller hvis vi skal være dansk selvhøjtidelige: ”Italiens Holberg”. Han er teaterhistorisk bl.a. kendt for sit bidrag til videreudviklingen af den historiske commedia dell’arte-tradition. Også denne mødte jeg i høj grad, da jeg nåede frem til aftenens restaurant. For udsmykningen på herretoilettet var et farvelagt stik af Arlequino – eller den kendte commedia dell’arte-figur Harlekin, som vi hertillands nok især kender fra Pantomimeteatret i Tivoli i København, hvor han optræder sammen med Columbine og Pjerrot.
De tre dage i Venezia bød på en række mest mindre, parallelle sessioner. Om
mandagen var der 29 tilbud, om tirsdagen 27 og om onsdagen 20 plus en afsluttende rundbordssamtale for alle. Tilbuddene var samlet i 25 panelsessioner med to eller tre samtidig. Så man var nødt til at vælge.
Der var flere oplægsholdere, som på én gang var akademikere og praktiserende amatørteaterfolk. Og fra den organiserede amatørteaterbevægelse var foruden jeg også konsulent Jacob Melchior fra DATS, Dirk de Corte fra Gent og Stephan Schnell fra Berlin inviteret til at holde oplæg. Dirk har i mange år været engageret i AITA/IATA, bl.a. som kasserer, revisor og generalforsamlingsdirigent, men han har også foruden sin professionelle karriere i finans- og universitetsverdenen en meget lang erfaring som skuespiller og instruktør i den flamsktalende del af Belgien. Stephan er ansat som konsulent hos den store tyske amatørteaterorganisation Bund Deutscher Amateur-Theater (BDAT) og har i mange år samarbejdet med universitetsfolk om betydningen af amatørteater. Oplægsholderne skulle selv finansiere rejser, hoteller og fortæring, og jeg takker DATS for at dække mine udgifter i den forbindelse.
Af konferenceprogrammet fremgår det, at forskerne på de to universiteter allerede havde skaffet sig en del forhåndskendskab: ”Vores research viser, at studier – såvel i arkiver som af amatørteatret i praksis – at amatørteater ikke kun fører til en revision af vores opfattelse af teater-, social- og kulturhistorien, men også udvider vores forståelse af dagens samfund.” Der er dertil nævnt en række politiske funktioner af amatørteatret i demokratiets tjeneste, i kampen for kvinders rettigheder og ligestilling og i den almene folkeoplysning.
Med så mange oplæg viste det sig, at en hel del var meget konkrete historiske nedslag. Som i sig selv var interessante nok, men som – hvis de ikke blev sat ind i en større samtidig sammenhæng eller sat i forhold til nutiden – blev lettere anekdotiske.
Jacob Melchiors emne var det grænseoverskridende amatørteater mellem Sønderjylland og Schleswig-Holstein med mindretal på begge sider af grænsen. Herunder amatørteatrets betydning for grænselandsidentiteterne og en historisk bevidsthed om grænselandshistoriens kompleksitet, men også om samarbejde over grænsen. En del af præsentationen bestod i interview – nogle endda på synnejysk. Men alle naturligvis med engelske undertekster.
Dirk de Corte præsenterede resultaterne af et forskningsprojekt 2019-25 mellem universitetet i Antwerpen, hvor han arbejder, og den flamske amatørteaterorganisation Opendoek. Kortlægningen omfattede indsamling af data om amatørteatret i bredeste forstand, herunder kunstneriske og sociale ambitioner, faste (egne) og skiftende spillesteder, mangeårige amatørscener og ensembler sammensat til et konkret projekt, skuespillere medvirken i flere grupper o.m.a.
Når man ankommer til Marco Polo-lufthavnen ved Venezia, er den skønneste, men også længste og dyreste, tur indtil byen med busbåd.
På gaden i Venezia mødte jeg en statue med commedia dell’arte-dramatikeren Carlo Goldoni, som blev født i byen, men fik det meste af sit virke i Frankrig.
Det helt afgørende spørgsmål: Hvorfor amatørteater betyder noget, var konferencens tema.
Få minutter til velkomsten: Omkring 90 teaterakademikere og amatørteaterfolk har indfundet sig til konferencen.
Jacob Melchior gav et oplæg om grænseoverskridende teater – bygget på erfaringer fra det dansk-tyske grænseland.
Stephan Schnell præsenterede sammen med Günther Heeg og Lydia Wilinski nogle resultater af den forskning, der foregår på universitetet i Leipzig. Et af Stephans konklusioner lød: ”Menneskers iboende innovation og entreprenørskab kan få udløsning gennem kunstneriske udtryk.” Et andet udsagn fra Stephan var også interessant, nemlig at amatørteatergruppers valg af skuespil i disse år – ikke mindst ældre komedier – kan være en måde at holde en påtrængende kriseverden ud(e).
Sessionen med de tre gennemgik store gennemgående træk ved amatørteatrets historiske betydning i Tyskland, herunder udviklingen af teaterpædagogikken, som jo er noget helt særligt tysk. Den har en del aktive fra DATS mødt på TPZ i Lingen. TPZ er en forkortelse for Theater-Pädagogisches Zentrum. TPZ i Lingen har også skabt og omtrent hvert fjerde år arrangeret en international børneteaterfestival under mottoet ”Børn spiller for børn”, som også DATS vedkender sig som et vigtigt fundament.
Selv præsenterede jeg mine egne erfaringer fra især Fyrspillene i Sydthy og Kulturforeningen Sjørring Sø (tidligere Kaptajn Jagd Spillet). Begge scener har specialiseret sig i historiske udendørs egnsspil, Fyrspillene siden 1984 og Kulturforeningen siden 2006. Jeg lagde vægt på betydningen i forhold til lokal historieforståelse, de deltagendes fællesskab og glæde ved at folde sig selv ud med kunstnerisk aktivitet, vejrets betingelser, at et amatørskuespil ikke kun består af dem på scenen, men også af alle dem bag scenen – og endelig betydningen for den enkeltes personlige udvikling.
I samme session som mit oplæg var der et oplæg om den venetianske gruppe Teatro di Cittadinanza (borgerskabets teater) med motoet P.E.R., der står for
at tænke, udvikle og reflektere. Det er et projekt af instruktør Mattia Berto, der engagerer borgere i stedspecifikke – og aktuelt problematiserende – teaterforestillinger eller i et “skuespiløvelsesprogram”. I teatrets manifest, der først blev proklameret i november 2022 med en stedspecifik forestilling på en historisk café på Piazza San Marco, hedder det: “Vi er modstand, poesi, inklusion, relation, dialog, fællesskabsbevidsthed, tværgående …”
Et par svenske eksempler i programmet var særlig interessante for mig. Det ene handlede om et egnsspil i Tystberga 1989, hvor jernbanestationen i byen blev lukket – dette spil kan ses som et led i en lang række af svenske egnsspil, startende med Norberg-spillet 1977, som lagde grunden til den moderne egnsspilsbevægelse i hele Norden. Det andet handlede om Tantteatern i Umeå, som blev startet 2012 i kulturhuset Väven af to professionelle teaterkvinder, og som tiltrak en række kvinder i byen, der ikke tidligere havde spillet teater. De fik her for første gang lejlighed til at dele deres erfaringer om livet som kvinde og gennem de kunstneriske udfoldelser opnå en større grad af både fællesskab og selverkendelse.
Begge disse eksempler viser jo, at som teatret i sin helhed er en kunstform, er også amatørteatret en kunstform. Men det er samtidig meget mere både for den enkelte deltager og for det omgivende samfund. Det er, som DATS-inspiratoren Just Thorning (1894-1983) insisterede på i mange år, før DATS 1948 blev en realitet, på én gang folkeoplysning i sin allerfineste form og et tilbud til den enkelte om at udvikle sig og ytre sig inden for en overskuelig struktur.
Panelet om amatørteaters historiske betydning i Tyskland, fra venstre Günther Heeg, Lydia Wilinski og Stephan Schnell.
”Schwules Theater” – fra oplæg om amatørteatrets anvendelse i kampen for homoseksuelles frigørelse, anerkendelse og ligestilling.
Fra oplægget om Tantteatern i Umeå, hvor kvinder uden teatererfaring sammen med to professionelle skaber teater om kvinders liv og vilkår.
I samme session som Tantteatern var der oplæg om ”Schwules Theater” – altså homoseksuelles (senere LGBTQ+) anvendelse af teater i deres kamp 1976-83 for frigørelse, anerkendelse og ligestilling i den tysksprogede verden og om feministisk amatørteater i en tilsvarende kamp.
Også et norsk oplæg var interessant. Det handlede om det satiriske skuespil ”Republikken fra øen” fra 1793, skrevet af den norske dramatiker, biskop og salmedigter Johan Nordahl Brun (1745-1816). Brun var i København i det år 1770-71, hvor ytringsfriheden var fuldstændig fri, og som bl.a. gennem Det Norske Selskap i København gav muligheden for skabelsen af en offentlig norsk selvstændighedsbevægelse. Den forblev Brun en del af til sin død, men han delte næppe de øvrige anskuelser, der blandt Københavns studenter og akademikere udviklede sig i retning af republikanisme, altså demokratisk valg af statsoverhoved, med Den franske revolution fra 1789 som inspiration. Alligevel blev han senere kaldt en ”vendekåbe” ligesom den danske ytringsfrihedsforkæmper Malthe Conrad Bruun (1775-1826), der ved dom i Højesteret 1800 blev udvist af landet.
Når vi nu strejfer forbindelsen mellem amatørteater og ytringsfrihed, må også et tredje svensk oplæg nævnes. Hidtil har man ikke vidst, hvorfor Löfholmens Teatersällskap blev opløst efter tre sæsoners opførelser i et gammelt pakhus på dampskibsbryggen på Löfholmen i det sydlige Stockholm. Men ny arkivfund tyder på, at det kan skyldes, at gruppens medlemmer 1829 var involveret i en kupplan mod den svenske regering.
Et oplæg handlede om elitens amatørteatermæssige udfoldelser i fortiden, personificeret ved den svenske ”teaterkung” Gustav III (1746-92) og den østrigskfødte franske dronning Marie Antoinette (1755-93). Gustav, som indskrænkede ytringsfriheden væsentligt i Sverige, blev skudt ved et maskeradebal i Operahuset i Stockholm, og Marie Antoinette blev guillotineret under Den franske revolution.
Samme grumme skæbne overgik dog ikke et endnu tidligere dansk eksempel, som kunne være nævnt, nemlig dronning Sophie Amalie (1628-85), som var gift med kong Frederik III (1609-70) af Danmark-Norge. Hendes store passion var ballet, og man ved bl.a., at ved hyldningen 1655 af deres søn, den senere kong Christian V (1646-99), som tronfølger dansede hun hele fem forskellige partier ved opførelsen på Københavns Slot af ”Unterschiedliche Oracula”, der af eksperter kaldes ”ballet de cour”, altså hofballet. Det er en slags blanding af ballet, opera og tableauer. Stykket om de forskellige orakler var skrevet af den tyskfødte danske hofpoet Adam Friedrich Werner (1600-72). Og, ja, faktisk var dagligsproget ved det danske hof på den tid tysk.
Konferencen, der havde samlet ca. 90 deltagere i alt, blev en meget interessant og oplysende erfaring, som peger fremad, og i løbet af de tre dage blev der etableret en række netværk af deltagerne – alt efter særlige interesser. Dertil har München-universitetet etableret en særlig ”Amateur Theatre Wiki” online, hvor man kan dele forskning.
Postkort fra konferencen: Anna Norrie (født Pettersson) i skuespillet ”Herr Garat” (vaudeville i to akter af V. Sardou) på Djurgårdsteatern i Stockholm 1884. Hun blev senere professionel og kendt som ”Nordens operetteprimadonna”. Foto: Gösta Florman/Swedish Performing Arts Agency.
På toilettet på gallamiddagens restaurant hilste jeg på Arlequino.
Villy Dall klar til sit oplæg om amatørteatrets betydning ud fra hans egne erfaringer gennem næsten 30 år.
Villy Dall, født 1955, uddannet rederiassistent, journalist og bachelor i historie.
Engageret i amatørteater siden 1986. Har aktivt deltaget som organisator, researcher, pr-medarbejder, producer, instruktør og skuespiller i en række amatørscener i Thy og Vendsyssel.
Aktiv i DATS 1989-2021, æresmedlem fra 2021. Aktiv i kredsene i Nordvest og Vendsyssel 1989-95. Næstformand for DATS 1994-95, landsformand 1995-2003. Medlem af Nordisk Amatørteater Råds (NAR) styrelse 1994-2003. Formand for Nordisk-Baltisk Amatørteatersammenslutning (NEATA) 1998-2003. Medlem af styrelsen for det europæiske center i Lingen (ECE) 1998-2003, formand 2001-03. Kasserer for Internationalt Amatørteaterforbund (AITA/IATA) 2013-21.
Medlem af bestyrelsen for Amatørernes Kunst & Kultur Samråd (AKKS) 1995-2021, næstformand 1998-2003, formand 2003-21. Formand for AMATEO – Europæisk Netværk for Aktiv Deltagelse i Kulturelle Aktiviteter 2008-11.
