”Kurset var alt jeg håbede på – og mere til”

Tekst og foto: DATS Eventkonsulent Maja Ravn Christiansen

Den 20. – 21. januar samledes 17 dramalærere om samme formål: At møde ligesindede og blive klogere på dramaundervisning. Kurset blev holdt på Den Kreative Skole i Fredericia. Jeg var med som fluen på væggen.

Underviseren var Fibbe, der har været dramalærer, siden hun som 16-årig blev ansat på en ungdomsskole. Allerede dengang skrev hun sit første teaterstykke, som hun instruerede og iscenesatte med eleverne. Hun er uddannet dansk-, gymnastik- og musiklærer, og underviser i dag i drama på HF Flow og andre skoler i Odense. Ved siden af er hun underviser hos DATS og performer.

På kurset mødte jeg Julie fra Haarby Amatør Teater, der underviser børnehold. Dette gør hun frivilligt, men foreningen kunne som en anden slags betaling give hende mulighed for at deltage på dette kursus for at opkvalificere sig. Julie fortæller om kurset: ”Jeg synes, det var meget inspirerende at komme på kursus. Det gav noget faglig udvikling, som jeg har manglet lidt i mine år som underviser. Jeg er meget taknemmelig for at være kommet afsted, da arbejdet som teaterunderviser er frivilligt, men at man ved at blive sendt på kursus får lov til at mærke betaling på en anden måde. Fibbe er vanvittigt dygtig og hendes viden og arbejde er meget vigtigt både for nutidens, men også fremtidens, teaterundervisning for børn. Jeg ville hellere end gerne tilbringe mange weekender i selskab med hende og sådan et kursus”.

I løbet af de to dage fik deltagerne mulighed for at prøve en masse dramaøvelser i praksis, men også diskutere og reflektere over dem. Fibbe havde inddelt undervisningen i forskellige temaer, så der blev blandt andet arbejdet med devising, improvisation, karakterarbejde, stemmetræning, fysisk teater og klasserumsledelse. Alt sammen gode værktøjer at have med i bagagen i det daglige arbejde med dramaundervisningen.

Om aftenen spiste vi sammen. Samtalerne flød, og der blev netværket på kryds og tværs. Det var meget givende at se dramalærere fra forskellige steder i landet og med forskellige baggrunde finde fælles fodslag, og dele historier fra deres virkeligheder.

På kurset deltog også Reidun, som er tilknyttet Teaterskolen hos Frøbjerg Festspil. Teaterskolen havde givet Reidun og hendes kollega mulighed for at deltage i kurset. Hun siger om oplevelsen: ”Der var en god vekslen mellem samtale og øvelser på gulv. Fibbe har en begrundelse for alt, hun foretager sig. Dertil er hun et fantastisk menneske at være i selskab med og enormt inspirerende. Det kursus var lige alt det, jeg håbede på, og mere til. Alle der underviser i teater og drama burde unde sig selv et kursus med Fibbe”. Og med sådan en kommentar, er der godt grundlag for at skabe lignende kurser i dramaundervisning hos DATS i fremtiden.

Har du en ide til et kursus, er du velkommen til at kontakte mig på maja@dats.dk.