Drakomir og Teaterrødderne

FOKUS: Med rutinen som ballast og ansvarligheden som bæreevne

Tekst af Arne Johannsen og fotos af Knud Volsing, Axel Gadegaard og Peter Rafn Dahm

FØRSTE SCENE:

Samtale med scenografen på Roskilde Gymnasiums musical. Jeg har som instruktør bedt om, at den unge, mandlige hovedrolle får et A4-ark med noget tekst på. Det skal forestille et brev fra en læge. ”Det lyder som en personlig rekvisit”, siger scenografen, og tilføjer: ”og som noget, han selv kan lave.”

Antagelsen er jo sådan set rimelig nok, men det betyder i praksis, at ”Thomas” (det kalder vi eleven) selv skal sørge for at:

  • skrive noget tekst på en computer
  • printe teksten på et A4-ark
  • have A4-arket klar backstage til alle fem forestillinger, OG
  • skal huske at tage det med ind på scenen, når vi når til den sidste scene i forestillingen

Thomas er en ret dygtig skuespiller, der har været med i tv-serier og jeg skal komme efter dig. Men det tror jeg simpelthen ikke på, at han kan magte. Andre af de medvirkende måske, ja, men ikke Thomas. Det er han for distræt til. Det ansvar tør jeg ikke overlade til ham.

ANDEN SCENE:

Vi nærmer os generalprøven med ”Teaterrødderne” fra Holbæk, der er en flok rutinerede skuespillere på 40+. 50+ og nok også 60+. I forestillingen indgår en håndfuld små stakitter (sådan nogle, der indhegner haven), og jeg spørger lidt forsigtigt til, hvem der sørger for, at de kommer ind og ud fra scenen. De skal nemlig ikke være på scenen hele tiden.

”Det har hver enkelt skuespiller selv ansvaret for!”, lyder det myndigt fra Freddy Harthimmer, der bliver bakket op af sin kone, Kirsten: ”Det er en personlig rekvisit, det er folks eget ansvar.”

En personlig rekvisit… ”Ja, ok…”, siger jeg. ”Jeg har nok opfattet det som noget scenografi, men hvis – ”

”Ja, men sådan gør vi altid hos Teaterrødderne. Hvis der er noget, der skal ind og ud af fra scenen, så er det en personlig rekvisit. Stakitterne er blevet fordelt blandt skuespillerne, og hvis nogen glemmer deres stakit, så er det deres egen skyld.” Punktum.

Dialogen er måske ikke helt ordret, tilgiv mig Kirsten og Freddy, men budskabet var og er klart nok: Her er skuespillerne vant til at tage ansvar!

Det var sådan helt… overvældende. Jeg arbejder mest med unge, og selv om de godt kan lide at tage ansvar, så er jeg – eller andre voksne – næsten altid nød til at dobbelttjekke, at scenografi og rekvisitter er på plads og bliver husket. For der er næsten altid nogle flyvske eller nervøse typer iblandt, der glemmer, når premierenerverne begynder at melde sig.

TREDJE SCENE:

Vi er til Short Play Festival i Århus 2020. Drakomir fra Ribe, ligeledes en trup domineret af modne skuespillere, skal på. I en kort pause, efter den netop afsluttede forestilling, skal de stille deres scenografi (borde og stole) op på scenen og gøre klar. Det hele foregår målrettet og roligt, og de virker fuldstændig upåvirkede, da et øjeblik efter er på. Ingen stress og ingen nerver. Bare nærvær og fokus. Lader det i hvert fald til. Og det er jo også en evne: At kunne se UD SOM OM, man er rolig.

Det er på ingen måde for at nedgøre de unge skuespillere. Jeg elsker at arbejde med dem, elsker deres energi, begejstring og evne til at rykke sig. Men nogle gange er det bare luksus at arbejde med eller være tilskuer til erfarne skuespillere, der er vant til at tage ansvar. Ansvar for stakitter, rekvisitter, replikker, deres karakters udvikling, kaffe på kanden i pauserne. Og som dukker op til tiden. Og som på scenen har roen og kan det dér med at lade de små ting ’tale’ (hvilket er så smukt og underholdende, når vi snakker intime forestillinger): Blikket, mimikken, ordene. Pauser. Gnasken på et stykke brød.

Det smitter, og jeg falder til ro på mit publikumssæde. Nyder at være i trygge hænder og overvære noget menneskeligt sammenspil, der er (livs)klogere end mig selv på 30+… Ja ok, 40+.

Læs også om Teaterrøddernes forestilling STILHED STØJER