KOM UD OVER SCENEKANTEN DER, HVOR DER INGEN SCENEKANT ER

Dunkelfolket, Det Hem´lige Teater og Dansk Amatør Teater og Scenekunst (DATS) samarbejder om at afholde Gadeteaterfestival i Aalborg den 15. juni 2024. Festivalens overskrift vil være at møde andre grupper og personer, der også interesserer sig for gadeteater og mærke suset ved at lave teater i øjenhøjde med publikum.

Tekst: Informations- og Projektmedarbejder i DATS, Tina Holm-Jensen
Foto: Knud Volsing og Peter Rafn Dahm

35 år med gadeteater
Hvem er de mørkklædte væsner med træmaskerne, som ”dunkler” sig nonverbalt gennem gaderne? Svaret er Dunkelfolket, som er en teatergruppe fra Aalborg, der har eksisteret i 35 år, og som har lavet gadeteater og -parader i mange byer rundt omkring i Danmark og udlandet.

Kunst i det offentlige rum
– At lave gadeteater er med til at bringe kunst ud i det offentlige rum, siger Birgitte Kloster, formand for Dunkelfolket. Og hun fortsætter med et glimt i øjet: Det er så fedt at møde publikum ude i deres virkelighed, og det der opstår, er noget, vi skaber sammen. Gadeteater er verdens ældste teaterform, og det kan noget andet end det traditionelle teater, hvor der er en scenekant. Her kan man involvere publikum med ulydighed, humor, ironi og til tider lidt djævelskab.

Tiden er inde til en gadeteaterfestival
– Adskillige af vores medlemsgrupper har forespurgt en gadeteaterfestival, udtaler Pia Longet, DATS Generalsekretær. Hun oplyser desuden, at det er en del år siden, at DATS sidst har afholdt en festival af den karakter. Og hun håber, at mange vil tilmelde sig og opleve suset ved bogstaveligtalt at stå ansigt til ansigt med et publikum, der højst sandsynligt ikke vidste i forvejen, at de skulle være publikum.

Kom og deltag
– Vi mødes fredag den 14. juni om aftenen for at hilse på hinanden og forberede os til festivalen dagen efter”, fortæller Maja Ravn Christiansen, DATS Eventkonsulent. ”Vi ser gerne mange forskellige grupper tilmelde sig festivalen. En gadeteaterfestival er meget mere end en parade gennem Aalborgs gader. Der kommer selvfølgelig et optog, som bl.a. består af Dunkelfolkets 35-års jubilæums-parade, men alle de grupper, som har en forestilling, de kan forestille sig opført i gadebilledet, er mere end velkomne til at tilmelde sig festivalen, understreger Maja.

FAKTA

Gadeteaterfestival den 15. juni 2024 i Aalborg
Tilmeldingsfrist den 2. april
Mulighed for gratis overnatning
Ved spørgsmål kontakt Maja: tlf. 76 20 44 14 eller maja@dats.dk
Læs mere på dats.dk