Generalforsamlingen blev årets fest
Tekst og foto af DATS´ generalsekretær Pia Longet
28.05.25
Søndag eftermiddag kunne landsformand Ege Juul Nielsen med stor overbevisning sige tak for god ro og orden ovenpå en særdeles vellykket DATS-weekend med årsmøde og generalforsamling på Blommenslyst Kro.
Eller ro er måske så meget sagt, for der herskede hele weekenden en munter og glad stemning, og det var tydeligt, at teaterfolk gerne vil hygge og more sig, også selv om der skal klares alvorlige ting som en generalforsamling.
Weekenden begyndte lørdag eftermiddag hvor alle først samledes om kaffe og boller, for derefter at begive sig ud i en af dagens tre workshops:
Intimitet i instruktion med Marian Eva Thomsen, som handlede om et meget aktuelt emne, som mange gerne ville lære mere om. Hvordan instruerer man med respekt for, at alle har deres egne grænser for, hvad de kan og trives med i scenearbejdet, hvordan får man skuespillerne til at udfordre sig selv uden at det bliver utrygt og hvordan afstemmer man forventningerne, så alle trives samtidig med, at forestillingen bliver som ønsket.
Fortælling gennem sang og stemme med Katrine Faber, hvor deltagerne fik konkrete og meget fysiske metoder til at få sat stemmen fri og samtidig fik de et fint indblik i gamle fortælletraditioner og hvorfor de stadig er så vigtige at bevare. Der var rigtig meget fysisk aktivitet i workshoppen, hvoraf meget foregik udenfor i den skønne have bag Blommenslyst Kro.
Inspiration til foreningsledelse med ansatte fra DATS’ sekretariat, som havde forberedt forskellige emner som rollefordeling i foreningen, planlægningsværktøjer som gør overblikket nemmere, hvilke forsikringer en forening bør havde og slutteligt 10 tip til en sjovere generalforsamling.
Der var ved alle tre workshops stor interesse og indlevelse, spørgelysten var stor, og det var meget tydeligt, at alle gerne ville have noget med sig hjem.
Ved aftenens festmiddag blev der vist eksempler på noget af det, deltagerne havde arbejdet med i eftermiddagens løb. Det kom der nogle ret underholdende indslag ud af, og de var i høj grad med til at gøre stemningen endnu bedre, så da Jumping Jacks startede dansemusikken klokken 21 var alle meget klar til at feste. Dansegulvet var fyldt til det sidste, da musikken sluttede af ved midnat.
Også i ”Slyngelstuen” blev der hygget. Det er et hyggeligt lokale et stykke væk fra musikken, hvor der er gode muligheder for at snakke, hvilket der jo også er mange, der gerne vil.
Søndag præcis klokken 10.00 ringede landsformanden generalforsamlingen igang, og Susan Fazarkerly blev valgt som dirigent og ledede derfra slagets gang på fineste vis.
Årsberetningen foreligger skriftligt, og i sin beretning kom Ege Juul Nielsen derfor mere ind på, hvad der er sket siden nytår, da alt det, der skete i 2024 er godt beskrevet i den skriftlige beretning.
Både beretning og årsregnskab blev godkendt uden nogen former for kritik, og efter forlæggelse af Hovedbestyrelsens virkeplan og dertil hørende aktivitetsplan lød der kun rosende ord fra tilhørerne i salen. Der blev også leveret nogle nye idéer, som der så bliver kigget på inden næste generalforsamling.
Der var tre forslag til vedtægtsændringer, som alle tre handler om opdateringer, fordi verden har forandret sig. De to af forslagene gik glat igennem, mens det tredje blev sendt retur til ny behandling, fordi det var formuleret på en måde, som kunne misforstås.
Da generalforsamlingen nåede punktet valg, var der ikke kommet forslag til nye kandidater til hverken formandspost eller bestyrelsen. Formand Ege Juul Nielsen blev genvalgt med alle salens stemmer, mens Jens Damsager Hansen, Thomas Andersen og René Foshammer alle blev genvalgt.
Som et festligt punkt lige efter frokosten blev årets Aabenhuslegat uddelt. Det gik denne gang til Kristina Asmussen Gude-Hansen for hendes mangeårige og meget store indsats for amatørteatret.
Årets Aabenhus Legatmodtager Kristina Asmussen Gude-Hansen