Historien om Milja
Tekst og foto: Teaterfaglige konsulent Steffen Nielsen
16.09.26
Hos DATS har vi den ambition at børn skal have lettere tilgang til drama og teater, og vi ønsker mere af det tilbage på skoleskemaet.
Og hvorfor har vi egentlig det?
For os er det simpelt, vi mener at adgang til drama, og det at lave teater giver et unikt fællesskab som kan være svært at opdyrke andre steder. Og endda i særlig høj grad hvis man ikke er den der har boldøje, eller ser sig selv som profilen for de olympiske leges ordspil: “Højere – hurtigere – stærkere”
Den slags fællesskab man får gennem drama og teater handler om at udvikle din empati og omsorg. Den giver perspektivskifte og gør dig i stand til at se tingene fra et andet udsyn end blot din egen. Og når man laver en forestilling sammen, så griner man sammen, man kæmper sammen, og man får en oplevelse sammen hvor det handler om at gøre hinanden bedre, frem for at kæmpe imod og blive den bedste.
På Atheneskolen i Kongens Lyngby findes der en helt speciel pige, der på egen hånd har formået at samle en hel skole ved at lave en teateropsætning, på trods af at skolen ikke selv har ressourcer nok til at have drama på skemaet. Hendes mor, Pia, tog uopfordret kontakt til DATS, for at dele historien, og vi tog kontakten op, og en lun sommerdag satte denne konsulent sig stævnemøde på Atheneskolen med pigen og hendes mor.
Pigen hedder Milja. Hun er 13 år gammel, ordblind og går nu på Atheneskolen, som er en skole for højt begavede børn. Hun har kun gået på skolen et år. Før det har hun skiftet skole 3 gange. Hendes mor Pia har nemlig haft svært ved at finde den helt rigtige hylde for Milja. Milja har altid følt sig anderledes på de skoler hun har gået på. Pia fortæller at Milja´s hoved jo er meget ældre end de børn der går på hendes klassetrin, og det har været svært at opdage. Især da Milja jo også er ordblind.
Men på Atheneskolen faldt det i hak. Her var Milja blandt ligesindede, og blot efter et år på skolen, ville Milja gerne lave teater. Da der ikke var drama på skoleskemaet, så gik Milja til hendes viceskoleinspektør Charlotte og spurgte, om ikke hun måtte lave en teateropsætning.
Charlotte blev faktisk lidt glad i maven over Milja´s frembrusende forespørgsel, da hun selv er stor tilhænger af drama og teater. Men hun må også sande at skolen ikke har, og ej heller har haft ressourcer til at have
drama fag, så derfor var svaret, at jo det måtte Milja godt, men det blev på egen hånd og ikke i skoletiden.
“Perfekt” svarede Milja og opsatte en audition for alle, der ville være med, og lavede en prøveplan som bestod af alle frikvarter de næste tre måneder.
Det er en historie, der er næsten for god til at være sand. Vi fra DATS sad med åben mund da vi læste beskeden fra Milja´s mor, der mente, det var noget vi burde sætte fokus på.
For ja, det bør vi, og det gør vi.
Vi suser rundt i landet for at opfordre både vores medlemmer og andre til at sætte fokus på at skabe nemmere tilgang til drama og teater, og her er der bare én pige på 13 år som gør det helt selv. Sætter hele skolen i bevægelse, og på egen hånd skaber rammerne for det fællesskab, vi synes er så vigtigt.
Mens vi sidder på en skolebænk på skolen, kommer der folk forbi, der alle hilser venligt og med smil. En af dem er Laura, som går en klasse under Milja´s klasse, som også er med i Milja´s teaterprojekt. På mit spørgsmål, om hun synes det har været sjovt at være med, svarer hun; “Det er megasjovt og jeg elsker det.”
Milja´s mor smiler til mig. Med et smil der fortæller, at “ja, der kan du bare se”.
Den første dag da folk kom til audition, var den eneste dag, Milja var lidt nervøs, fortæller hun, mens hun læner hovedet lidt på skrå og smiler forsigtigt.
“Tænk nu, hvis det bare var kaos, og at de andre syntes det var dumt?”
Det gjorde de ikke. Der kom over 30 børn til audition i små tekster og sange som Milja havde udvalgt. Milja havde lavet sin egen tilrettede version af High school musical, hvor hun havde skabt nye karakterer, for at der kunne være nok til alle på skolen, som ville være med. F.eks. Jack Scott. En fortæller som Mija skrev ind i stykket og selvfølgelig skrev replikker til.
“Uha, så er man selvfølgelig lidt spændt på om det fungerer”, fortæller Milja.
Da alle spillerne var fundet, var det om at komme i gang. Milja havde lavet en prøveplan, og første dag var det totalt kaos. “Vi skulle egentlig i gang med både at danse og kigge på scenerne, men folk kunne jo ikke deres ting, så jeg ændrede planen og startede med at lave læseprøver noget tid. Det fungerede bedre. For når de så kunne deres ting, kunne vi gå ordentlig i gang.”
Konsulenten her fra DATS er altså lidt paf.
At gå ind på første dag og skulle instruere elever, der er ældre end dig, er svært nok. Men at tage en beslutning om, at det ikke duer, og så på stedet lave det om og starte et andet sted, det er jo simpelthen ledelse på højt niveau.
Man kunne få den tanke, at en 13-årig pige ville tænke; “ah, det gik ikke så godt, jeg må heller droppe det igen.” Men Milja har en særlig plan i sit hoved, og den skal nok komme til udtryk på den ene eller anden måde. Så de her små udfordringer, det er bare små bump på vejen.
På mit spørgsmål om, om det har været svært at skulle være den der bestemte, bliver hun betænksom. Jeg kan se, at hun gerne vil imødekomme mit svar og fortælle at ja, det har det da. Men hendes blik ændrer sig, og så udtrykker hun sig: “Jeg har jo gjort det, der skal til. Der var nogle gange, jeg måtte sende folk væk, fordi de ikke kunne koncentrere sig, eller hvis de forstyrrede de andre. Det duer jo ikke, at folk ikke kan øve sig. Så har jeg sagt til dem, at det er altså ikke godt nok, og hvis I vil det her, så må I tage jer lidt sammen.”
Og efter en lille tænkepause siger hun: “Men jeg bliver så glad, når folk gør det godt.” “Så roser jeg dem enormt meget, og fortæller hvor gode de er.”
Der er ingen tvivl om det fællesskab som Milja har skabt. Og som teatret har skabt på Atheneskolen. Milja taler om at fællesskabet også består i at forstå verden på en anden måde.” Altså når vi dykker ned i replikker og mærker, hvordan vi tolker dem forskelligt, så får man jo et andet perspektiv på verdenen. Vi kan tale om de problemer der er mellem karakteren, og det giver os en dybere forståelse for mennesker. “
Jeg burde blot lade ordene stå for sig selv og ende her, men vi skal lige have lidt mere med.
Jeg har en snak med Charlotte som er viceskoleinspektør på Atheneskolen.
Charlotte er som sagt stor tilhænger af teater, og når vores snak falder på “mere drama på skoleskemaet”, så bliver hendes stemme lys og entusiastisk.
“Hvor er det bare dejligt at høre, og jeg er helt med.”
Det, der som sagt har været svært, er at finde ressourcerne og ildsjælene til at løfte det.
Charlotte er helt med på, at det, om ikke skaber empati og omsorg at lave teater, så i hvert fald vedligeholder den evne.
Det gør også at dem, der er stærkere kreativt end bogligt, får mulighed for at skinne og udtrykke sig. Det har været en kæmpe sejr for de børn der har været med i Milja´s stykke. De har lavet det helt selv, og de har brugt alle deres frikvarter på det. Og det støtter jo op om de boglige fag, det skal man forstå. De snakke de har haft, mens de øver på stykket, giver jo dem en dybde og nuancer, som kan være svære at se, når man har tavle undervisning.
Og som en lille lykkelig slutning på det hele er der kommet en ildsjæl. En dramalærer udefra er kommet til og på baggrund af det, og på baggrund af Milja´s projekt, så fortæller Charlotte at fra næste år, ja så er der drama på skoleskemaet på Atheneskolen.
Og så lader vi Anna Clara fra Milja´s stykke få den sidste replik.
“Altså det er ikke bare kun sjovt og hyggeligt at være med til at lave teater. Det er faktisk den eneste grund til, jeg kommer i skole.”
Læs også
Læs også
TIL DRAMALÆREREN I FOLKESKOLEN: KENDER DU FAGETS SEKUNDÆRE GEVINSTER?
OPSTART AF ET BØRNEDRAMAHOLD?
