Hvad skal vi spille næste gang!?
Bliv inspireret af anbefalinger fra DATS’ ambassadører

Af DATS´ Teaterfaglig konsulent Charlotte Schmidt Frandsen
Foto: Axel Gadegaard
18.11.25

Foto fra Teatret Drakomirs udgave af Varmestuen – opført på Teaterfestival 2025

Det kan være en stor beslutning at bestemme hvilken forestilling, jeres gruppe skal kaste sig over næste gang. Hvor finder man inspirationen, er manuskriptet let at finde, og hvad kræver det at sætte op? Læs med og få her fire anbefalinger til stykker, vores ambassadører har haft gode personlige erfaringer med.

Varmestuen af Anna Bro Clemmensen
Anbefalet af ambassadør Knud Volsing.

Varmestuen er en varm fortælling om livet på det, der bliver kaldt de brune værtshuse, og de folk som er der, altså stamgæsterne. De, der altid er der, de, der ved, hvem der mangler, og hvorfor.
I Varmestuen følger vi livet på værtshuset op til jul med den traditionelle julefrokost, inkluderende diverse brok, skænderier og kærlighed til hinanden. Da ejeren bliver syg, passer bartenderen og gæsterne stedet, til hun er tilbage igen, dog fortsat meget påvirket af sin hjerneblødning.

For mig er Varmestuen en fortælling, der giver stof til eftertanke, når man ser, hvor poleret mange gerne ser vores samfund være i dag. Stykket indeholder 7 spillere; 3 kvinder og 4 mænd, som efter min mening sagtens kan være lidt oppe i årene for at give stykket den autenticitet, det fortjener.

Bestil stykket her:
https://bibliotek.dk/materiale/varmestuen_anna-bro/work-of:870970-basis:38647202?type=bog

Når vinden blæser af Raymond Briggs
Anbefalet af ambassadør Jesper Aagaard.

I Når vinden blæser møder vi ægteparret Bloggs, der forsøger at preppe til krigen efter myndighedernes forskrifter, og det kan vel ikke være så vanskeligt? Alting gik jo så fint i den sidste krig. Men hvad mon der sker, når bomben rigtigt falder?
Jeg vil foreslå stykket, dels på grund af dets yderst aktuelle budskab, og dels fordi, vi oplevede, at publikum holdt af den enkle måde, teksten var bygget op på, og at det blot varede små fem kvarter. Desuden kan det være en fordel for mange scener, at der blot er to medvirkende, og at de medvirkende er oppe i en alder, som flere foreninger ellers kan have svært ved at finde roller til.

Bestil stykket her (oprindeligt en tegneserie):
https://bibliotek.dk/materiale/naar-vinden-blaeser_raymond-briggs/work-of:870970-basis:06555268?type=tegneserie

Dario Fo
Anbefalet af ambassadør Bent Nielsen.

Dario Fo (1926 – 2016) var en italiensk skuespiller, forfatter og instruktør. Han var også politisk aktivist og skabte i den klassiske comedia dell’arte tradition – et folkeligt politisk teater, der med grovkornet satire afslører hykleri og undertrykkelse.

Dario Fo har skrevet en lang række finurlige og humoristiske forestillinger med intriger og forvekslinger, som i amatørteatermæssige sammenhænge kan være interessante at arbejde med. Det er spændende og krævende for både instruktøren og skuespillerne at arbejde med hans tekster og samtidig givende og udviklende.

Jeg har selv arbejdet med En maler kommer sjældent alene og Marcolfa, men der findes mange andre forestillinger, man kan give sig i kast med.
Som arbejdsmetode vil jeg gerne anbefale at arbejde med Dario Fo på baggrund af devisingteknikker. Her laver instruktør og skuespillere en ideudveksling og arbejder sig, gennem samtale og diskussion, frem til, hvad forestillingen skal handle om og hvilke emner, der skal behandles. Man kan med fordel lave en story-line, så deltagerne får en fornemmelse af, hvordan historien udvikler sig. Gennem improvisation og leg med forskellige rollebesætninger, lader man gruppen udvikle historien og vurderer undervejs, hvad der kan bruges, og hvad der skal kasseres.

Bestil Marcolfa her:
https://bibliotek.dk/materiale/marcolfa_dario-fo/work-of%3A870970-basis%3A05522641?type=bog&tid=o0d5T17628639746392246052831

Vil du vide mere om devising, kan du læse DATS’ guide til at komme i gang lige her:
https://www.rampelyset.dk/project/fra-ide-til-forestilling/

I rum sø af Slovomir Mrozek
Anbefalet af ambassadør Claus Randing.

Stykket handler om tre herrer i kjole og hvidt på en tømmerflåde. De har overlevet et skibsforlis, og nu er provianten sluppet op. Der er ikke NOGET at spise, men der er jo NOGEN at spise! Hvem vil ofre sig for fællesskabet, så de andre to kan overleve?  

I rum sø er en absurd komedie, som stiller skarpt på demokrati, manipulation, alliancer og fake news.
Den indeholder 5 karakterer, en enkelt scenografi med en tømmerflåde med borde og stole på, og varer ca. 45 min.

Bestil stykket her:
https://bibliotek.dk/materiale/i-rum-soe_slawomir-mrozek/work-of%3A800010-katalog%3A99121965268805763?type=bog&tid=HYBla1762864018804231578302

Er du i tvivl om, hvad du skal tage hensyn til ift. rettigheder på stykkerne?
Læs vores guide i Værktøjskassen under ”jura”:
https://www.dats.dk/vaerktoejskassen/

Knud Volsing

Tlf. 22 13 51 91
knudvolsing@gmail.com

Jesper Aagaard

Tlf. 20 24 28 37
jaagaard@youmail.dk

Bent Nielsen

Tlf. 27 26 03 75
nisse@mvbmail.dk

Claus Randing

Tlf. 40 30 21 32
clausranding@yahoo.dk

Vil du vide mere om stykkerne eller tale med en konsulent om netop jeres valg af opsætning?
Så tøv endelig ikke med at række ud til os på
dats@dats.dk.

Læs også

Læs også

TIL DRAMALÆREREN I FOLKESKOLEN: KENDER DU FAGETS SEKUNDÆRE GEVINSTER?

OPSTART AF ET BØRNEDRAMAHOLD?

ET GODT RÅD TIL SKUESPILLEREN?

PAS PÅ JER SELV I PRØVERUMMET