Lander duerne mon nogensinde?

Tekst og foto: Peter Rafn Dahm

Kånstkollektivet var blandt finalisterne i Teaterbattle 2019 og modtog en udviklingspris sponsoreret af DATS.

Nu har de udviklet deres 10 minutters battle-bidrag til en færdig forestilling.

DATS-konsulent Peter Rafn Dahm har set Kånstkollektivets forestilling ”Venter på stegte duer” på VOX scenen i Teaterhuset, og skriver her – begejstret – om sine indtryk

Godt nok får vi aldrig duerne at se. Til gengæld får vi en hel række sprøde og spændstige sceniske serveringer i gennemført og lækker opdækning.

Der er nok en mening med, at titlens duer aldrig dukker op, hverken i ord eller fysisk fremtoning. For i bund og grund handler forestillingen vel om at vente på eller længes, stræbe, halse efter at få de ”stegte duer serveret på et sølvfad” eller ”proppet ind i munden” – Som et billede på selve forventningen om ”det rigtige”, der venter forude, hvis du kan indhente, indfange og udleve det. Det perfekte forhold, den perfekte karriere, den perfekte krop, det perfekte selvbillede, det perfekte liv. Alt sammen noget der måske kun findes som en ofte udmattende og selvplageriske fantasier og forestillinger.

Selv skriver Kånstkollektivet: ”…Det er fandme nedern at vente på noget. Især når intet venter på dig.

VENTER PÅ STEGTE DUER er en fysisk collage om timing, tålmodighed og alt det, vi hver især går og venter på. Forestillingen tager hånd om de mennesker, der er gået i stå, og dem der ikke ved, hvordan man står stille. Det er svært at bedømme, hvad der egentlig er værd at vente på. Presset om at udnytte tiden bedst muligt får mange til at stige af toget. Nogle stiger aldrig på igen. Hvad sker der med dem? Gennem humor og skrøbelighed undersøger tre kroppe, hvad der sker med os, når vi ikke kan kontrollere tiden. Afvente, vente, forvente.”

Rastløshed og ro
Forestillingen er kalejdoskopisk og 

fragmentarisk i sin form. Monologer, ord-dueller og koreografiske optrin, rene scenebilleder og sang veksler hele tiden i et dejligt musikalsk flow. Så det hele tilsammen danner en flagrende, men også fin og flydende komposition. Det kan som publikummer være svært at holde fast og følge en dramaturgisk tråd. Men det giver ”narrativ mening” når og hvis ambitionen er at indkredse og udstille angsten for at gå i stå og at tabe kontrollen. Den rastløse søgen og stræben, der ikke har anden retning end en forvirret og måske også fortvivlet rækken ud i alle retninger efter det helt rigtige…

For det meste er der fart over feltet. Men forestillingen tillader sig også at tage pauser. Som da spillerne og alle vi andre betragter – en kogekande – mens den bringer vandet i kog og udsender en smuk dampsøjle. Det tager sin tid. Og bliver for mig et dobbeltsidet billede – dels på den ”trykkoger” personerne måske har indeni, men også et billede på pausens, ventetidens befrielse, hvis man kan og tør give sig hen til den.

Pausens fred, den nydelse ro den kan give, understreges, da de tre på scenen stille og roligt hælder vand på instant kaffen i deres krus og nipper til den, mens ”Sitting on the Top of the bay” spreder ”laid back” stemning i rum og sind – ”Sittin´ in the mornin´ sun, I´ll be sittin´when the evenin´comes”.

Gruppen beskriver selv forestillingen som en ”fysisk collage”, som tre kroppes udforskning af det at ”vente, afvente, forvente”.

Et mix af skønhed og fortvivlelse
Og det er dejligt at se hvor ”sprødt og spændstigt” spillerne agerer. Hvordan de bruger sig selv og hinanden kropsligt, i almindelig interaktion og spil-arrangement, i småironiske showlignende sekvenser, i ”kamp-koreografier”, i poetiske ”danseballader”.

Alt er gennemført gjort, men aldrig ”showperfekt”, blæret udstillende eller præstationspræget. Spillerne udnytter blot hele deres overbevisende verbale, mimiske og kropslige spændvidde til at undersøge og fremstille tematikken. Med en bred palette af udtryk, og med vægt på det fysiske.

Det jeg oplever som forestillingens ”eksistentielle omdrejningspunkt”: Afventen og usikkerhed overfor søgen, higen og længsel efter… bliver nænsomt slået fast, eller snarere slået an i en smuk slutsang, fremført live for elklaver og 3 stemmer. Her lyder omkvædet ”Men jeg er hul indeni”.

Det er på én gang en smuk sanglinie – og en grim frygt at bære rundt på. Og en decideret rædselsfuld erkendelse, der sikkert kan få et ungt, skrøbeligt sind til at ”implodere” (= forsvinde i sin egen ”tvangsforestilling” om indre hulhed). Hvis altså ikke man formår at vende den – ”hulheden” – til en umættelig livsappetit: ”Nu er det bare at gå i gang med at fylde (hullet) op”. Men det kan man jo også godt gå hen og blive rigtig stresset af…

Dobbeltheden af skønhed og fortvivlelse bærer og indrammer forestillingen ganske fint. Den er dejlig, ja smuk at se på. Vi rejser os og klapper begejstret og går mættede fra forestillingen. Men ”budskabet” eller ”samtidsdiagnosen” – at (nogle) mennesker lever i et vakuum, hvor ”intet venter på dig” rummer en del god del fortvivlelse, stille desperation og stof til eftertanke: Hvad gør det ved livet, at tilbringe det i venten på alle de duer, der nok aldrig lander? For endnu engang at citere Kånstkollektiver selv: ” ”…Det er fandme nedern at vente på noget. Især når intet venter på dig.

Tilsammen skaber mixet af skønhed og fortvivlelse en stærk teater-cocktail, der ikke lader nogen upåvirket, og derfor også godt kan give mentale tømmermænd.