Når man laver teater med børn

Tekst: Teaterfaglige konsulent Steffen Nielsen
18.06.26

Børn elsker at lege, og de fleste børn elsker at lave teater.

Det skal vi huske, når vi har dem på vores hold. Her får de lov til at bruge forestillingsevnen, de er aktive med deres kroppe, og de danner fællesskaber gennem legen.

Så hvordan sikrer vi at holde dem motiveret, at de kan deres replikker, og holder dem aktiveret under prøver og forestillinger? Det kan nemlig nogle gange godt, for børn, være en langsommelig og kedelig proces, når man hele tiden skal vente på hinanden. For dem er der selvfølgelig en gulerod i at skulle stå på scenen en dag og høste ros og anerkendelse, men vi skal gøre vores bedste for at hele processen fra læseprøve til sidste forestilling bliver en god oplevelse.

Så når de møder ind til prøve så aktivér dem til en start.

Lav nogle gode teaterlege, hvor alle er med og får brugt kroppen. Brug gerne replikker fra stykket ind i legen. De kommer alle mulige steder fra i deres hverdag, og der er brug for en følelse af en samlet gruppe. Så pas på med bare at give dem et manus i hånden og bede dem om at vente, til det bliver deres tur. Faren er, at de bliver demotiveret, føler sig alene eller måske endda har lyst til at tage hjem.

Lav en masse fælles replikøvelser og lege.

Det er vigtigt, de kan deres replikker, når I skal øve, så sæt en halv time af hver gang med fokus på at øve replikker. Start med at sætte jer i en rundkreds og læse en scene op flere gange. Leg evt. med dynamikken og tempoet i scenen. Bed dem om at prøve noget forskelligt af med deres stemmer. Gøre dem uhyggelige, sure eller monsteragtige.

Så får de både øvet replikker og leget med karakterer til netop den scene, I skal øve. 

Så går I på scenen og øver lige præcis den scene, og så gør I samme proces til næste scene.

Hvis ikke alle er med i scenen, kan man dele dem op i små grupper, hvor hver gruppe kan gøre det samme. Det kræver lige lidt planlægning, men det er givet godt ud.

I mindre grupper kan man også sidde sammen to og to eller flere og øve replikker med hinanden med lukkede øjne, så godt man kan. Det giver en tryghed omkring det.

Hvis I oplever at de står på scenen og ikke kan deres replikker, så giv dem lov til at have et manus med de kan kigge på. Følelsen af, at de andre står og venter på en mens man dummer sig, er ikke en god følelse, og det er ikke det, der gør, at man kommer til at lære sine replikker. Ovenikøbet bliver de andre rastløse af at stå og vente og kommer helt ud af kontekst.

Det allerbedste er selvfølgelig, at man er to voksne, sådan at den ene kan øve på scenen, og den anden kan holde dem i gang, mens de venter. Faktisk hører vi ofte, at fællesskabet ude backstage er en af de vigtigste grunde til at gå til teater. Så prøv at lave en kultur, hvor der er fællesskab, også uden for scenen. Sørg for at de, der sidder og venter, ikke blot venter, men laver noget med et formål. Det kan være at øve replikker, prøve kostumer, komme med et bud på en scene, som I ikke har øvet endnu. Her kan man godt blive positivt overrasket over de bud, der kan komme. Måske endda bud man ikke selv havde tænkt på. Så giv dem nogle opgaver og giv dem noget medansvar.

Rigtig god fornøjelse med børneholdene. Og husk endelig at række ud til DATS, hvis I har behov for specifikke øvelser eller lege, der kan motivere dem. Vi vil meget gerne tilbyde at komme med nogle konkrete bud til jer eller komme på et besøg en dag sammen med jeres børnehold.

Læs også

Læs også

TIL DRAMALÆREREN I FOLKESKOLEN: KENDER DU FAGETS SEKUNDÆRE GEVINSTER?

OPSTART AF ET BØRNEDRAMAHOLD?

ET GODT RÅD TIL SKUESPILLEREN?

PAS PÅ JER SELV I PRØVERUMMET