Sure opstød, skakspil med døden og sommerfugledans

DATS fejrede 70 års fødselsdag i 2018 med en shortplayfestival i Ryslinge Forsamlingshus.

Det var så forrygende og inspirerende en oplevelse, både for de medvirkende og publikum, at ingen var i tvivl:
Vi fortsætter! Shortplays – korte spil – er et helt oplagt festivalformat.

Med en øvre tidsgrænse på 15 minutter, er korte spil en overskuelig udfordring – også for nye dramatikere og grupper. Både hvis man satser på at skabe færdige, på én gang skarpe og afrundede, spil. Og hvis man bruger det korte format som ”skitse” eller tilløb til noget større. En afprøvning af en idé, et tema, en form. I det hele taget er den korte form en oplagt mulighed for – ja nærmest en invitation til  – at eksperimentere, afprøve nyt, kaste sig ud i det ukendte. Tage chancen. Lykkes det, er det lykkeligt. Lykkes det ikke helt, er man blevet mange erfaringer rigere. Og publikum kan sagtens ”bære over” i de minutter det varer.

Det gør en shortplayfestival til et rigtigt godt sted at ”springe ud” som ”spirende” dramatiker, koreograf, konceptmager, tekniker, scenograf, kostumedesigner, instruktør eller skuespiller. Man får lejlighed 

til at afprøve sig selv foran et publikum, i et kort og ikke særlig ”præstations-angst-provokerende” format.

Enkelt og intenst
På en shortplayfestival kan man, uden hastværk og i en afslappet atmosfære,  afvikle 3 spil i timen, og altså præsentere håndfulde af spil og oplevelser i løbet af blot en 6-7 timer. På den led er en shortplay festival et åbent og effektivt ”inspirations-laboratorium”, både for de spillende og for publikum. Efter en enkelt og intens dag, er man propfuld af indtryk og oplevelser.

Åbenhed som festivalprincip
Festivalen i Aarhus blev afviklet i ét stort åbent rum, ”Det tredje Rum” hos Frontløberne i Aarhus. Det fik os til at vælge en ”åben afvikling”, hvor alle var i rum med hinanden. De grupper der ventede på at spille, sad med blandt publikum. Når tiden nærmede sig, flyttede man frem på rækkerne, så man kunne ”rykke” hurtigt. Og når gruppen før ens egen havde modtaget applaus og bukket, gik man selv op, gjorde klar for ”åbent tæppe” (ja, det var faktisk ikke noget tæppe). Når alt var parat, gav man tegn til teknikken, der tændte spillelyset – og så gik man i gang.