At instruere og lave teater er et kærlighedsforhold!
– hvor man skal være varsomme overfor hinanden
Jørgen Greve fra Kerteminde Amatør Teater (KAT) fortæller om sine mangeårige erfaringer som instruktør – og om sin personlige tilgang til faget – under devisen ”Sådan gør jeg”.
Artiklen er illustreret med billeder fra KATS jubilæumskavalkade, der fejrede teatrets 35 års jubilæum med glimt fra en lang række forestillinger, instrueret af en lang række instruktører. Billederne er taget af Peter Rafn Dahm.
BAGGRUND
Arne Johannsen, DATS, kontaktede mig for nogen tid siden og spurgte, om jeg ville begå et lille skriv om instruktion. Mit svar var ja, hvis det måtte handle om, hvordan jeg gennem årene har arbejdet med instruktion, og altså ikke en generel faglig uddybning af emnet instruktion. Hvorfor nu denne reservation, som jo umiddelbart godt kan virke noget arrogant? Det er dog under ingen omstændigheder tilfældet. Det skyldes udelukkende, at jeg som instruktør er helt igennem autodidakt, og derfor må jeg for god ordens skyld henholde mig til mine overvejelser og måder, at arbejde med instruktion på.
Min baggrund med amatørteater-arbejde er, at jeg omkring 1965, for første gang overhovedet, var med i en forestilling, der blev opført i ”Restaurant Borgerforeningen” i Flensborg (”Lukkede døre” af Sartre), instrueret af Jørgen Ryming. Fra den dag var jeg indfanget i amatørteatrets vidunderlige verden, så jeg kom samme år med i ”Det Lille Teater” i Marienstrasse i Flensborg, som var det danske mindretals faste scene. Her havde jeg det held – og den glæde – at møde amatørteater-legenden, Arne Aabenhus (medstifter af DATS). Arne har været min instruktør i en lang række forestillinger fra 1965 til 1975, bl.a. i en af hans yndlingsforestillinger ”I Rum Sø” af Mrozek.
MINE LÆREMESTRE
Så de to personer, jeg har lært af, og som har været min inspiration, når vi taler instruktion, er Jørgen Ryming og Arne Aabenhus.
Jørgen Ryming var en gudbenådet fortæller. Det var en oplevelse, at høre ham begejstret og indfølende fortælle om teater og om personkarakterer i de stykker, vi arbejdede med. Jeg husker f.eks. tydeligt, at efter nogle få læseprøver på Eugene O’Neill´s ”Lang dags rejse mod nat”, så føltes det næsten som havde vi allerede opført stykket – Han var en sand mester i personbeskrivelser, han brugte sig selv, han brugte metaforer. Desværre måtte han efter et par år, grundet arbejde, flytte til en anden del af landet, så vi mistede kontakten med hinanden. Da jeg så ca. 45 år senere i 2015 læser Me Lund`s bog : ”….men voksen blev jeg aldrig”, om Jørgen Reenberg, kan jeg læse, at Jørgen Ryming var Jørgen Reenbergs bedste og tætteste ven i ungdomsårene.
Beskrivelsen af deres fælles ungdomsliv, som jeg ikke, før jeg læste bogen, anede noget om, gav rigtig god forklaring på Rymings kvalifikationer som instruktør.
Arne Aabenhus var den rolige, særdeles grundige, velforberedte og meget vidende instruktør. På scenen følte man sig helt tryg under Arne´s instruktion. Han vidste nøjagtig, hvor han ville hen med en forestilling, og han evnede, at få spillerne med sig. Han kunne lide teatermæssige udfordringer og stillede store krav til spillerne. Arne var ikke en beundrer af dilettant for nu at sige det på den måde. Han er ubetinget den person, der har betydet mest for mig i relation til amatørteater.
SÅDAN GØR JEG
Med ovenstående som baggrund, er mit udgangspunkt altid, at jeg finder en forestilling, som på en eller andet måde optager mig. Det kan være et stykke, jeg har læst eller set eller hørt om. Jeg instruerer aldrig en forestilling, som andre foreslår, med mindre jeg selv bliver fanget af den. Som amatør skal man ikke lave bestillingsarbejde. Når stykket er valgt, ser jeg mig om efter skuespillere, dels i medlemsskaren, men bestemt også udenfor, da man jo altid kan blive medlem. Det er den eneste form for casting, jeg bruger. I nogle tilfælde får jeg tilsagn fra de personer, jeg gerne vil have med i forestillingen. Så kan der komme en kritik om, ”altid at bruge Tordenskjolds soldater”. Jeg har ikke et bedre svar end, at ”Tordenskjolds soldater” er bedre end ingen soldater.
Når holdet er valgt, mødes vi først til alt det praktiske, om opførelsestidspunkt, prøvedatoer etc. Jeg ser gerne 25 prøveforløb i alt. Vi fastsætter en deadline for, hvornår rollehæfter ikke bruges til prøverne. Som regel efter 10 – 12 prøver, det skal overholdes af mange velkendte og indlysende grunde: lære at samarbejde med sufflør, du kan ikke spille før du kan teksten, osv.
INSTRUKTØRENS IDÉ
Efter et par læseprøver præsenterer jeg min idé med forestillingen, hvad jeg gerne vil have frem, min karakteristik af personerne, scenebilleder mv. Det giver selvfølgelig anledning til nogle gode diskussioner og evt. også til mindre ændringer, hvis de oplagt virker bedre og mere rigtige. Men det er ikke meningen, at vi skal sidde i en rundkreds og finde ud af, hvad det hele skal ende med. Hovedoplægget fra instruktøren skal følges, ikke fordi det er den eneste rigtige måde at spille stykket på, men fordi det er denne instruktørs idé med stykket.
AT OPNÅ MERE ÆGTE REAKTIONER
Når personkarakteristikken er drøftet og fastlagt bruger jeg meget, at lade de enkelte personer bruge deres egen personlige måde at vise de respektive følelser på. Jeg beder spillerne om, at lægge mærke til, hvordan de i deres dagligdag og hjemme er ”vrede”, ”kede af det”, eller hvilket følelse det nu måtte være. Tage disse reaktionsmåder med til prøverne, hvor vi så forstørrer eller formindsker eller finpudser dem. Min erfaring er, at på den måde kan amatører ofte vise en mere ægte reaktion på scenen.
Jeg bruger lidt tid på at forklare, hvorfor alle skal undgå, under prøverne, at bruge denne sætning: ”Sidste gang sagde du, jeg skulle gå mod Kongesiden under den replik. Nu siger du, jeg skal blive stående…”
Spillerne skal vide, at det ikke er dem, der gør noget forkert, men at noget gør sig bedre på en lidt anden måde. Erfaringen viser, at det sparer irritation hos spillerne, samt en masse tid, når man ikke skal forklare, at man gjorde noget andet sidste gang.
AT LØFTE SINDET OG SÆTTE SJÆLEN I BEVÆGELSE
Det at instruere og lave teater er et kærlighedsforhold, hvor man skal være varsom overfor hinanden. Vi hygger os og vokser med hinanden under processen. Vi udvikler os sammen og er trygge sammen. Alt dette er godt og nødvendigt, men vi skal passe på selvtilstrække-
ligheden. Vi må aldrig slække på kravene, og vi skal være på vagt overfor tendenser som:
”Herre Gud, vi er jo kun amatører” eller ”Det er jo ikke Det Kgl. Teater”. Amatørteatret må ikke sætte sine mål for lavt. Vi skal turde stå ved os selv i valget af repertoire og ikke vælge ud fra ”brugerinteressen”. Samfundet oversvømmes af underholdningstilbud, som teatret hverken kan eller skal konkurrere med. Der er så mange muligheder for at få slået tiden ihjel, men der er ikke så mange muligheder for (undskyld det højtidelige sprog), at få sindet løftet og sjælen sat i bevægelse. Teatret er en af disse muligheder, teatret er nærvær og tilstedeværelse.
