Verdens mest berømte teatertræ?

Det mest kendte og mest fortolkede træ i teaterhistorien er nok dét der optræder i Samuel Beckets ”Mens vi venter på Godot”. Det træ hvorunder de to – ligeså berømte – karakterer Vladimir og Estragon venter – på Godot. Prøv bare at billedgoogle forestillingen, så dukker der et overvældende ”katalog” af træer op, der har fungeret som scenebilledets omdrejningspunkt i alverdens opsætninger.

Tekst af Peter Rafn Dahm

Foto af Knud Volsing og Axel Gadegaard

 

Mens vi venter..

Teksten blev skrevet mellem 9. oktober 1948 og 19. januar 1949. Ifølge Beckett selv var den inspireret af Caspar David Friedrichs maleri Mann und Frau den Mond betrachtend. Det er dog muligt, at han forvekslede det med samme malers Zwei Männer in Betrachtung des Mondes. I begge tilfælde står to personer ved et livløst træ og stirrer mod månen og stjernerne. Hvorfor ved vi ikke, som i stykket hvor personerne heller ikke rigtig ved, hvorfor de gør som de gør.

 

Når man arbejder i og med Beckets ”afskrællede” verdensbilleder, skal der digtes og fortolkes med små og enkle virkemidler. I ”Godot´s” nøgne landskab, hvor træet er det eneste pejlepunkt, bliver trangen eller lysten til symbolsk fortolkning påtrængende. Hvad betyder dette træ egentlig, og hvordan kan man gøre det synligt? Er det et bibelsk træ? Et gammeltestamentligt livets eller kundskabens træ? Et nytestamentligt vintræ (= Jesus)? Et kors måske? Et symbol på naturens ukuelige kraft? Eller omvendt – en død vækst, der sår tilbage efter ødelæggelsen (verdenskrigens eller atomkrigens Ragnarok)?

 

 

 I teatergruppen Slutspil (titlen på et andet af Becketts stykker) har alle sclerose, som er en alvorlig og fremskridende neurologisk sygdom, der ikke mindst angriber bevægeapparatet – så spillet må foregå i kørestol eller med krykker. Gruppen har ”specialiseret” sig i at spille Beckett – de har opført ”Slutspil”, ”Krapps sidste bånd” og ”Mens vi venter på Godot”. At de har valgt netop Beckett skyldes, at hans nedbarberede og – næsten – tomme eller tømte – universer, paradoksalt nok giver ekstra megen mening, når man selv lever med svækkelse og død som livshorisont. Hos Beckett er selv det allermindste ladet med (søgen efter) mening – en pause, en stilhed, et åndedrag. Livet er på vågeblus. Men det ulmer. Trods alt.

Essensen af Becket

I deres udgave af ”Mens vi venter på Godot”, har Slutspil valgt et gammel og vulnerabelt parasolstativ.

I Slutspils udgave af ”Men vi venter på Godot” er træet er gammelt og vulnerabelt parasolstativ, der – i mine øjne – udstråler en særlig skrøbelig skønhed. Og skønheden – den skulpturelle kraft – kommer netop af det slidte – slitagen – det delvist ødelagte, der stadig stritter og stritter imod, trodser sin egen forgængelighed.

Denne stilfærdige, strittende trods gør netop dette stativ til noget meget Beckettsk, til essensen af hvad det handler om hos Beckett – at vente, at fortsætte, at blive ved. At insistere på at være i live. Trods alt.