Hang in there
”Hang in there!”, ved teatergruppen Teater I DER
Set på Vildskud festivalen i København den 10. oktober 2020
Interview og tekst: Arne Johannsen, teaterkonsulent
Foto: Sofie Bisp-Willman og Johanne Fridahl Willman
Hvor meget kan en kasse?
Hvor meget kan en hvid kasse, der er ca. 2 meter bred, 1 meter høj og 1 meter dyb? Stabil nok, til at man kan sidde, stå og ligge på den. Springe op og falde ned. Med en skrå, publikumsvendt flade, så kassen har form som en rampe, skuespillerne kan kravle op og glide ned ad.
En kasse, der fra tid til anden bruges som projektionsflade for tekst – overskrifter, der indvarsler og ’kommenterer’ næste scene. Med en åben side, der vender bagud, så skuespillerne nemt kan kravle ind og ud af den. Gemme sig og dukke op.
En kasse der fungerer som tryg base. Der giver højde og status. Som man slår sig på, og som laver lyde, når man banker på den eller taler ind i den. Og som forandrer farve og stemning, alt efter belysning.
I vækstlagsforestillingen ”Hang in there!” har teatergruppen Teater I DER med det yderst spartanske valg – en kasse, intet andet – givet sig selv en ultimativ udfordring. Eller en kreativ tvang, om man vil. Og de har sat sig selv, skuespilleren, i centrum. Nu er det op til dem at fylde scenen ud, skabe liv, skabe billeder, skabe tid og sted.
Det er et forehavende, der lykkes utrolig godt. Alt det ovenfor beskrevne, og mere til, finder sted i forestillingen, og som publikum bliver vi suget ind i et univers af kroppe, stemmer, lyd og lys – der tør det enkle, det
akavede, det fysisk udfordrende, og som skaber fascinerende effekter og særegne logikker.
Som det kalkpulver skuespillerne bærer i en lille pose om livet, og som sætter spor, skaber støvskyer der leger med lyset og påføres hænderne som et slags ’klargøringsmiddel’, når noget skal overkommes. Eller de nye bevægelsesmønstre / -kvaliteter, der opstår mellem krop og kasse. Som den jobsøgende kvinde, der holder fast med det yderste af neglene, ”hænger i”, mens jobsamtalen finder sted. Eller dem der glider ned af kassen i opgivenhed og nederlag.
Hvad forestillingen handler om? Alt muligt. En collage over ”det normale livs op- og nedture”, som gruppen skriver i programmet. Det er ikke verdens revolutioner, kongemord eller klimapolitik, der bliver udspillet her. Men det virker og løfter sig, i kraft af skuespillernes, koreografens og instruktørens overbevisende evner. Sansen for poesi, æstetik og bevægelse, der udfolder ords betydning, lyd og rytme. Gør bevægelser til følelses-ikoner, og skaber en sanselig, fantastisk verden af famlende, fabulerede, menneskelige væsener.
Det er en aldeles fascinerende og inspirerende oplevelse, og jeg er simpelthen nødt til at vide noget mere om, hvordan forestillingen er blevet til. Så jeg inviterer gruppen til et spontant interview i Vildskuds-arrangørernes ”backstage”.
Hvordan er forestillingen blevet til? Hvad startede det med?
Johanne (dramatiker, instruktør og scenograf på forestillingen):
Jeg havde skrevet en masse, kortere tekster, som jeg gerne ville sætte sammen til en forestilling. Og så fik jeg ideen til et koncept med rampen (= kassen) og overskrifterne, der projiceres på den. Det var lige som: ”Gud, det giver mening, hvis jeg gør det sådan her!” Og så har jeg ping-pong’et med Rikke (koreograf) og Simone (producent) omkring teksten, og de har været rigtig gode til at sige: ”Det her fungerer! Her kunne man måske gøre sådan her…”
Rikke (koreograf):
Det fede var, at det var en række, selvstændige skrivebordstekster, som kunne sættes sammen på forskellig vis.
Hvad er idéen med rampen, som du jo har med ’hjemmefra’, ikke sandt?
Johanne:
Jo, ideen til kassen havde jeg ret tidligt i mit hoved. Og så byggede jeg den, inden vi gik i gang med prøverne. Jeg havde en ide om, at skuespillerne skulle kæmpe hele tiden. Det skulle være svært for dem. Men den skulle også kunne bruges på forskellige måder. Jeg havde lyst til at skabe forskellige billeder, på en minimalistisk måde. Den skulle være skæv, det skulle være en rampe. Så man kunne glide ned, kæmpe for at holde balancen og den slags.
Hvor kommer den konceptuelle tænkning fra? Hvor har du lært at arbejde på den måde.
Johanne:
Jeg studerer teater og performance, så på den måde er jeg blevet skolet i det her med at have et klart koncept. Og jeg har altid syntes, det var fedt, ikke at have en masse ting, som man ikke bruger – men i stedet have én ting, som man bruger på mange måder. På Svalegangen så jeg på et tidspunkt en forestilling med et skævt, bolsjefarvet gulv. Det var mega-inspirerende!
Hvordan har det været for jer skuespillere at arbejde med rampen?
Amalie (skuespiller):
I starten var jeg lidt bange for den. (De andre skuespillere griner). Det er jo svært at være på den! Og hvordan kommer det så til at se ud….
Caroline (skuespiller):
Men det var jo også fedt at have den udfordring. Jeg kan rigtig godt lide at bruge kroppen meget, og vi fik rigtig mange blå mærker. Men det er jo også sådan noget med, at: ”Ok, jeg kan måske ikke lave en salto på den, men jeg kan gøre sådan her!” Vi prøvede os rigtig meget frem. Og så var det jo også fedt, med alle de koreografier, Rikke (koreografen) kom med.
Ja, og der er noget med, at nogle af koreografierne er blevet udviklet i Århus med nogle andre skuespillere – og så har I ’flyttet’ dem til København, til jer tre der spiller forestillingen?
Forestillingen spiller igen på KBH-Plus den 13., 14. og 15.december 2020.
Teater I Der Facebook for billet info:
Teater I DER instagram: @teaterider
Johanne Fridahl Willman: dramatiker, instruktør og scenograf
Rikke Lundgaard Ebling: koreograf
Simone Zwicky: producent
Amalie Lynge Lyngesen: skuespiller
Julie Wedel-Heinen: skuespiller
Caroline Rosenkrantz Charef: skuespiller
Rikke (koreograf):
Ja, nogle gange stod jeg i Århus og skulle lave koreografier, uden rampen og uden skuespillerne. Så ’lånte’ jeg i stedet nogle af eleverne fra skolen Move’n Act i Århus og udviklede sammen med dem på koreografierne. Det har så blandt andet været med Mia, der er afvikler på forestillingen. Hun gik på Move’n Act.
Så du er primært skuespiller?
Mia (afvikler på forestillingen):
Ja.
Hvordan var det så for dig som skuespiller? At lave noget som andre faktisk kom til at opføre?
Mia:
Det er selvfølgelig lidt specielt, men også virkelig fedt at se det udfolde sig, se de tre skuespillere fange det man har lavet. Det har været ret, sådan ”Det var lige sådan, jeg havde forestillet mig det!”
Hvor meget af forestillingen er blevet koreograferet på forhånd, og hvor meget er blevet til undervejs under prøverne?
Rikke:
Det er ikke så meget, der er koreograferet på forhånd. Vi har valgt nogle tekster ud, som vi syntes, inviterede til det. Men jeg har været meget inde over prøvearbejdet på de andre tekster også.
Johanne:
Ja, det har været rigtig fedt! Jeg er jo typisk kommet med nogle ideer, billedmæssigt, bevægelsesmæssigt. Det har altid været min tanke, at når vi har denne her rampe, så skal vi udnytte det fysiske potentiale, den giver. Og nogle ting prøvede jeg selv af på den, men mange ting har jeg også bare haft en idé om. Og jeg ved jo ikke, om det så virker, når vi skal arbejde med det sammen med skuespillerne. Så meget af det fysiske er blevet til under prøverne.
Hvordan med den skuespilmæssige stil? Forestillingen bevæger sig vel nærmest mellem det karikerede, over nogle stiliserede former og så helt hen til noget, der nærmest er psykologisk realisme. Hvad har været afgørende for, om det blev det ene eller andet i den enkelte scene?
Johanne:
Først og fremmest teksterne. De har tit vist vejen. Men også nogle gange
hvem af skuespillerne, der har fået en bestemt tekst. Hvad de har budt ind med.
Caroline:
Ja, det er jo for eksempel klart, at voldtægtsscenen er nødt til at blive spillet alvorligt.
Johanne:
Da jeg skulle skabe mig et overblik over teksterne, dramaturgien, og hvem der skulle spille dem, så noterede jeg: ”Julie: Sur, vred, ked af det, fjollet. Amalie: Sur, vred, ked af det, fjollet.” Alle skuespillerne skulle have en scene med en bestemt retning. Så de som skuespillere kom hele vejen omkring, fik lov til at vise forskellige sider. Samtidig med, at de selvfølgelig skulle have nuancer i deres spil, i hver enkelt scene.
Hvordan har I som skuespillere haft det med at overgive jer til det stiliserede, som både ligger i det fysisk-koreografiske og i måden I spiller og taler på? Står I nogle gange og laver noget, fordi I har fået at vide, at I skal – uden helt at kunne mærke, hvad det kan?
Julie:
Ja, helt sikkert! Jeg er sådan en type, der hele tiden spørger: ”Hvorfor gør jeg det her?” For eksempel i min ”benspænd-scene”, hvor jeg igen og igen skal kradse på rampen, og vi har arbejdet meget med, hvornår, jeg skal kradse. Og jeg synes, det er helt vildt trælst, at jeg skal kradse hele tiden, for jeg vil gerne være i mine følelser. Hvor Johanne så siger: ”Men det er jo netop det her, det handler om. At din karakter distancerer sig fra sine egne følelser, fordi hun ikke kan holde ud af være i dem”. Så for mig er det også en kæmpe udfordring, som jeg kan lære helt vildt meget af. Det skal ikke komme nemt til mig som skuespiller hele tiden.
