Repræsentation i Amatørteatret
– Hvem må spille hvad?

af DATS Hovedbestyrelse, 2023.

BAGGRUND:
I et interview og efterfølgende artikel på DR.DK (
https://www.dr.dk/nyheder/kultur/amatoerteater-stod-i-et-dilemma-da-det-overvejede-faa-en-hoerende-til-spille-doev) fortalte amatørteaterforeningen Hammermøllen om udfordringer med repræsentation af en døv karakter i deres sommerforestilling ”En Fri Mand”. Interesseorganisationen DDL (Danske Døves Landsforbund) udtalte i den forbindelse at de mente at døve karakterer skulle spilles af døve skuespillere. Artiklen her er en kommentar på den diskussion, med fokus på hvordan amatørteatre kan forsøge at navigere i en af tidens store samfundsdiskussioner.

I den løbende diskussion om repræsentation, bliver også teaterverdenen løbende inddraget i debatter om ”hvem der må spille hvad” og hvordan man sikrer repræsentation i sine forestillinger eller film.

I den konkrete sag fra Hammermøllen kunne forkvinde, Nina Rasmussen, supplere med et par amatørteater relaterede detaljer der ikke kom med i den offentlige diskussion. ”Stykket var skrevet til os, og vi har en tradition for at arbejde med høre og synstolkning af vores forestillinger. Vi synes det kunne være interessant at have en døv karakter i stykket, der fra scenen kunne give de hørehæmmede en ekstra oplevelse gennem et formfuldendt tegnsprog og fik forfatterne til at inkludere dette i manuskriptet. Vi søgte vidt og bredt efter en døv amatørskuespiller men vi fandt simpelthen ikke nogen, så vi forhørte os om hvordan det ville blive opfattet hvis en hørende skuespiller måtte lære sig tegnsproget så godt som muligt. Da var det vi blev gjort opmærksom på at det ville blive taget ilde op af hørehæmmede tilskuere hvis en døv karakter blev spillet af en hørende skuespiller. Da idéen med den døve karakter ikke var bærende for historien, valgte vi i samarbejde med vores tekstforfattere at løse sceneopgaven på en anden måde”.

I debatter om repræsentation, bliver diskussionen hurtigt en vanskelig størrelse med mange facetter. Vi vil her prøve at sætte lidt fokus på hvad vi tror amatørteatret skal huske, i forhold til vores rolle i sådan en diskussion.

Teater og scenekunst i amatørregi har altid været brugt som et ”folkets spejl” eller en ”folkets stemme”. En måde for almindelige mennesker at formidle sit ståsted og skabe rum for diskussioner og deraf nye erfaringer. Netop derfor, er det farligt når en diskussion om repræsentation vil diktere ”hvem der må spille hvad”. For så enkelt kan det ikke gøres, og så enkelt må teatret ikke blive.

Scenekunsten er som udtryk en repræsentation af det virkelige liv – en kunstig gengivelse der forstørrer og forstærker udvalgte dele af vores samfund og liv. Det kan både sætte fokus på det tåbelige i det etablerede og give stof til eftertanke, om det utopiske i det nye. Der kan formidles historier og gives grund for samtaler og diskussioner mennesker imellem, både gennem det der repræsenteres og det der ikke gør. Det er disse afsæt, der kan være forandringsskabende for samfundet, og i den kompleksitet bør man være meget varsom med at underkaste en samlet udtryksform for en repræsentationstankegang, der dikterer at særlige menneskeskikkelser kun kan spilles af samme slags særlige skuespillere.

For at bevare teatrets kunstneriske grundform, må man bevare muligheden for at arbejde frit med sit udtryk. Det vil sige, både give plads til et udtryk defineret gennem repræsentation samt bevare muligheden for et udtryk der ikke er det.

Vi vil i dette skriv fokusere på amatørteatrets funktion i den her sammenhæng og hvordan vi kan forsøge at tage del i diskussionen om repræsentation uden at drukne vores virke i den.

Hvad er repræsentation i teatret?
I en teatersammenhæng er det repræsentation, at der er en bred deltagelse. Der kan givetvis gøres meget for at gøre det mere inkluderende, særligt for udsatte eller ofte stigmatiserede grupper, men at forenkle den diskussion til kun at omhandle dem der står på scenen, er hverken retvisende eller konstruktivt.

Det er derfor værd at huske, at en repræsentationsdiskussion ikke nødvendigvis skal stå og falde med spillerne på scenen. I valget eller fravalget af en skuespiller er der altid en lang række faktorer der spiller ind, og særligt som amatørteater bør vi forbeholde os retten til at agere som en frivillig forening, og træffe de beslutninger der giver mening for os i den sammenhæng.

I kan, som frivillig forening og amatørteater, gøre rigtig meget for at være inkluderende og give plads til repræsentation både på og bag scenen. Rolleudvælgelse ud fra særlige repræsentative rammer kan i visse tilfælde være én af de ting, men for mange teatre er det et vanskeligt greb, da der simpelthen ikke er skuespillere nok at tage af.

Betyder det så at interesseorganisationer ikke må udfordre repræsentationen af deres interessenter i teatret?
Nej. Det er fuldt forståeligt, og vel til dels en eksistensberettigelse at en interesseorganisation vil udfordre det stående etablerede udtryk. Som amatørteater skal vi acceptere at diskussionen finder sted, også uden at det betyder vi skal træffe andre valg end dem der giver mening for os. Et amatørteater er i virkeligheden en fantastisk ramme for en bred repræsentation, da ”alle” kan være med og det i første omgang handler om ”lysten til at spille”.

Husk dit hvorfor!
Teatrets berettigelse ligger i stor udstrækning i muligheden for at udfordre, fortolke og formidle. Men vi skal huske ”hvorfor” vi gør det. Hvis vi hovedløst kaster os ud i grænseoverskridende eller stødende valg, bør vi med rette udfordres på vores betænksomhed og opmærksomhed på verden omkring os. Men i et ”hvorfor” kan både ligge praktiske og kunstneriske grunde, og begge er – særligt i amatørteatret, legitime og essentielle. Vi må ikke glemme hvem vi er, hvad vi laver og hvorfor, i et forsøg på at tilfredsstille. Da står vi tilbage med tomme gentagelser som publikum hurtigt vil få nok af. Vi skal turde udfordre, skabe nyt og gøre anderledes. Vi skal huske ”hvorfor” vi laver teater.

Hvad må man?
Det er der heldigvis ikke enkle svar på.
Men overvej jeres situation og positionen i jeres lokalområde.
Vær opmærksomme på jeres inkluderende tiltag i foreningen, også udenfor skuespillerdelen.
Vær ikke bange for diskussionen. I har retten til at opsætte stykker og forestillinger indenfor amatørteatrets vilkår og rammer. En interesseorganisation der ønsker bedre repræsentation, har retten til at arbejde for at deres vilkår bliver anderledes. Det er OK, at vi ikke kan løse alt for alle.

Vi laver amatørteater, og i dét kan der både være masser af repræsentation og samtidig det modsatte.
Det er folkets mulighed for at samle sig og udtrykke sig og kan ikke forenkles til et enkelt af tidens samfundsspørgsmål.


DATS og repræsentation
I den her sammenhæng kan det være interessant at koble en lille hale på, da DATS som landsorganisation for amatørteater jo også er en interesseorganisation der arbejder for repræsentation. Det er nemlig en fantastisk styrke når amatørteatret er tilgængeligt for ”alle” og at ”alle” kan se sig i det. Men det vi har til fælles i amatørteatret, er vores kærlighed til at lave og spille teater, måske endda på trods af vores forskelle.

Derfor kæmper DATS for mangfoldigheden i amatørteatret. For her kan vi være sammen, uvilkårligt af hvad der ellers måtte gøre os forskellige. Det tror vi på skaber grobund for samtale og forståelse.

Tag diskussionen i jeres forening, og forhold jer til hvad I gør for at sikre repræsentation samtidig med at I bevarer muligheden for at udøve jeres scenekunstneriske udtryk. Der findes ikke nogen lette og enkle svar i så store og komplekse diskussioner, men hvis I kender jeres ”hvorfor”, er I lidt bedre rustet til at træde ind i debatten når omverdenen kommer og banker på.