Teatrets brændstof = Kollektiv kraft

Teater er mange ting og kan defineres og beskrives på mange måder. Men en ting står fast: Teater er en kollektiv kunstart, et udtryk skabt af et fællesskab – i fællesskab. Selvfølgelig kan et enkelt menneske lave teater og optræde med en monolog. Men i amatørteatrets verden er fællesskabet en vigtig drivkraft. På linje med selve kærligheden til teatret.

Tekst og foto: Peter Rafn Dahm
Foto: Axel Gadegaard

“Den Poetiske Bonde”

I den professionelle verden er det dyrt at producere teater, fordi de medvirkende og hele produktionsholdet skal leve af det. Det er deres – lønnede – arbejde at skabe scenekunst. Det er bestemt ikke, fordi lønnen er fyrstelig. På et egnsteater tjener man vel 28.000 kr om måneden, hvilket må placere skuespillere blandt de lavtlønnede i Danmark. Og alligevel løber det op, hvis der bare er knyttet 4 personer til en forestilling. Derfor er det også – nærmest – reglen, at de små professionelle teatre producerer små forestillinger, fordi de ikke har råd til andet.

Her har amatørteatret helt andre muligheder. Man er jo ikke med for at leve af det. Tværtimod betaler man – sit kontingent – for at få lov til at lave teater. Så udgifterne begrænser sig til scenografi, kostumer, teknik, PR, afgifter og rettigheder – og måske også husleje.

 

Derfor kan amatørteater noget de færreste professionelle kan: Producere store forestillinger med mange både bag og på scenen. Og alle der har oplevet det, ved hvad dét kan – det store hold på scenen. Der er en særlig kollektiv kraft i store optrin og store arrangementer. Det kan være danseoptrin, kor eller blot ”folkemængde-scener” – gadebilleder, møder, fester…

Denne kraft kommer tydeligt til udtryk i Svendborg Senior Scenes forestilling ”Den poetiske bonde”, som de opførte i 2018 i godset Hvidkildes storslåede og pragtfulde avlsbygninger – lidt vest for Svendborg. Gruppen har ”opfundet” en særlig genre – egnsspil-caberét – hvor man formidler et historisk og egnsspecifikt indhold i en form, der veksler mellem fortælling, mindre dialoger og store sang- og danseoptrin. Vekselvirkningen giver et dejligt og afvekslende drive – i bevægelsen og skiftende mellem det intime og det kollektive, det stille og det højlydte, det ordbårne og det musisk-fysiske.

Jeg oplevede ”Den poetiske bonde første gang til premieren på Hvidkilde gods. Her fungerede forestillingen flot og autentisk i de historiske rammer – i den imposante avlsbygning med meget højt til loftet. Men forestillingens ”kollektive kraft” kom for alvor til udtryk, da en forkortet version spillede på den nordiske SeniorTeater Festival i Janderup – i en meget mindre sal. Her fyldte og opfyldte ensemblet scenen ”til bristepunktet”. Og satte fra første tone hele rummet – og publikum – ”i svingninger”, så man følte sig blæst omkuld – eller snarere blæst afsted – på en aldeles dejlig og forførende måde.

Forestillingen var ganske kort. Men formåede alligevel at gøre os høje på ren ”teater-energi-og eufori”. Det særlige brændstof og rusmiddel, der stammer fra og udvindes af ”kollektiv kraft”.