Hvordan laver man markedsføring, der virker?
Af DATS´ Teaterfaglig konsulent Charlotte Schmidt Frandsen
01.05.25
KONSULENTERNES BREVKASSE
Som konsulent i DATS kommer man rundt til mange forskellige teaterproduktioner og amatørforeninger i landet. Det danske amatørteaterlandskab er kendetegnet ved stor alsidighed, og hvad der fungerer det ene sted, er ikke altid det bedste hos andre. Alligevel opstår der fra tid til anden nogle generelle faglige betragtninger, og det er et par af dem der vil blive delt i denne brevkasse. Skriverierne her er både ment som gode råd og faglige betragtninger, men er ligeledes oplæg til samtale, diskussion og debat både i kommentarfeltet og ude i foreningerne.
Hej DATS brevkasse
Vi laver to forestillinger om året, et teaterstykke om foråret og en revy om efteråret. Sådan har det været i over 30 år.
De senere år bliver der dog knap solgt så mange billetter som tidligere, og så kniber det med at få økonomien til at løbe rundt.
Vi vil gerne fortsætte med vores to forestillinger, så vi tænker, at vi nok skal have lavet noget bedre markedsføring. Men hvordan gør vi det? Hvad er det, der virker? Hvad gør andre amatørteatre?
Har DATS nogle gode tips og råd, ville vi blive meget glade!
Kære jer,
Tak for det gode spørgsmål.
I er langt fra alene om denne problemstilling, og særligt efter corona oplever mange, at det tager tid, at få billetsalget op på samme niveau, som det var tidligere.
Til en start vi jeg foreslå jer at klargøre, hvad jeres succeskriterie er. Hvor mange skal I have i salen for, at økonomien kan løbe rundt? Eller er det vigtigste, at salen er fuld? Kan I evt. skrue på jeres udgifter, så de stemmer mere overens med, hvordan virkeligheden ser ud?
Herefter kan I kontakte jeres lokale avis. Tænk gerne på, om I kan tilbyde gode personlige historier og gode billeder fra forestillingen, så vil de ofte gerne skrive en artikel om jer, der også fungerer som reklame. I laver garanteret allerede opslag på Facebook, og her kan det også tit hjælpe at præsentere jeres gruppemedlemmer en ad gangen med et godt billede og lidt tekst om dem. Det vækker genkendelse og nysgerrighed for dem, der kender dem – husk derfor at tagge dem. Lav også et Facebook-event, som man kan tilmelde sig og følge med i.
Det kan være en fordel at indgå i nogle samarbejder, fx med nogle lokale sponsorer, der måske vil lægge navn til en pris eller andet, der kan skaffe omtale og interesse.
En mulighed er også, at få lokale virksomheder, skoler eller foreninger i salen som publikum, måske til en favorabel pris, fordi de er mange. Husk, at hvis man først har haft en god oplevelse hos jer som publikum, er chancen for, at man kommer igen, større. Derfor kan det vise sig at være en fin investering at få mange i salen til reduceret pris, hvis der er plads. Husk at tilbyde publikum at følge jeres nyhedsbrev, når de køber billet, så I kan kommunikere direkte med dem, der har været hos jer tidligere.
Slutteligt kan de mere traditionelle markedsføringsgreb som plakater og flyers rundt i byen også altid hjælpe – nogen deler flyers ud på torvet i kostumer en lørdag formiddag – det kan man sagtens have succes med.
Ovenstående er mange forslag, og det er ikke nødvendigt at sætte det hele i værk. Hvis resurserne er knappe, så bliv enige om, hvad I vil satse på, så I ikke skyder med spredehagl, men laver en målrettet indsats baseret på jeres intention.
I er altid meget velkomne til at kontakte os og bede om et konsulentbesøg, hvor vi kan dykke ned i jeres markedsføringsindsats.
Kh Charlotte, teaterfaglig konsulent
Læs også
Læs også